Skovgårdvej 4, Fjelsted, 5463 Harndrup

4 længet Morten Korch atmosfære & idyllisk hesteejendom

Idyl og charme, omkranset af 4 længer, således at du befinder dig i din helt egen verden. Grund på 10.370 m², store nyere hestebokse, ridebane og en romantisk have. Denne skønne ejendom er beliggende i Fjelsted, et velfungerende landsbymiljø blot 500 mtr. fra rideskolen, 2 km til hovedvej A1 og tæt til motorvejstilkørslen ved Ejby. Meget charmerende, delvis moderniseret 4 længet ejendom med portindkørsel og gode udbygninger på samlet 464 m² med bl.a.5 store hestebokse, garagebygning og en oprindelig gl.stald med utallige anvendelsesmuligheder, bl.a. gårdbutik, festlokale eller blot god plads til opbevaring. Her er tillige installeret et nyere træpillefyr i 2016. Boligen er opført i 1803 i bindingsværk og indrettet med 165 m² boligareal i stueplan og 110 m² i tagetagen med mulighed for indretning til yderligere beboelse. Indretning: Det centrale rum i boligen er det hyggelige køkken/alrum med gulvvarme og fyldningslåger fra Køkkensnedkeren og med udgang til den smukke have. Fra køkkenet er der videre adgang til en stue, soveværelse, 2 værelser, en entré og et sødt gæstetoilet med en mexikansk porcelænshåndvask. Herudover forefindes et stort bryggers med opvarmet gulv i gule teglklinker, et værelse samt et stort, renoveret badeværelse med bruseniche. Der skal også fremhæves den helt fantastiske have med flere gode lækroge, romantiske bede, brosten, stokroser og den idylliske gårdsplads. Her oser af god atmosfære og gården her er en oplagt og idéel mulighed for den moderne bonderøv og hele hans familie som gerne vil nyde roen og livet generelt i de private og ugenerede omgivelser. Du får her et charmerende og helt unikt hjem omgivet af luft og plads med et utal af muligheder bl.a. hestehold samt en fornemmelse af din helt egen verden når du står omkranset af de 4 længer og betragter stjernerne på himlen - en helt sublim fornemmelse :-)