Boels Bro 28, 5330 Munkebo

Et anderledes fritidshus på lejet grund.

Her er en speciel mulighed for at komme tilbage til måden man havde sommerhus på i "gamle dage". Denne lille perle, oser nemlig af charme, hygge og gode muligheder for at koble helt fra. Vel at mærke, hvis du er indstillet på, at der på nuværende tidspunkt ikke er tilsluttet vand og kloak og dermed ikke er WC, men kun campingtoilet og du skal tage bad ved hjælp af den "Georg Gearløs" bruser, som sælger selv har lavet. Er du det, så får du fantastisk udsigt til Odense Fjord, der bogstaveligt talt ligger et stenkast fra huset. Hvad fjorden kan tilbyde af aktiviteter, er vel nærmest kun begrænset af fantasien. Vil da ikke undlade at nævne, hvor hyggeligt det kunne være at røge sine friskfangede fisk i egen røgeovn.

Huset selv nærmest indbyder til, at man tænder petroliumslampen til hyggebelysning om aftenen, selvom der er indlagt strøm i huset. Listelofterne og de træbeklædte vægge giver en helt autentisk sommerhusfornemmelse.
Det første du møder er den delvist lukkede terrasse, der er lys og med store vinduespartier, så den danner perfekt ramme om morgenkaffen og frokosten, da den er sydøstvendt. Herfra kommer man ind i stuen, som ligeledes er meget lys og med store vinduespartier som giver en fantastisk udsigt til fjorden og mulighed for at følge med i, hvad der sker på Lindø. i en vinkel til stuen har du køkkenet, der indeholder alt det, som du har behov for. Fra stuen er der adgang til stort soverum, hvor der idag er indrettet 3 gode sovepladser. Toilet med håndvask og disponibelt rum med hjemmelavet brusemulighed. Her fra er der udgang til overdækket terrasse, der ligger ud til åbne marker, samt et godt udhus.

Alt i alt et skønt lille fritidshus, der har sine små finurligheder, og en masse charme. Skal ses, for at man får den rigtige fornemmelse.

Hele herligheden ligger lige i udkanten af Munkebo og derfor tæt på indkøb m.m. Og så i ganske overkommelig afstand til f.eks. Odense eller Kerteminde.

Der arbejdes fra udlejer af grundens side på, at der kan ske udstykning, så man evt. kan købe grunden, ligesom der arbejdes på vandtilslutning og evt. samletank. Der er dog ingen endelig afklaring om dette endnu.