Slagelsevej 226, 4700 Næstved

Håndværkertilbud i landlige omgivelser lidt uden for Vallensved

Omgivet af åbne marker lidt uden for Vallensved finder I denne spændende og potentialefyldte ejendom. Her er tale om et håndværkertilbud, der giver jer chancen for at sætte jeres eget præg og skabe lige netop dét hjem, som I altid har drømt om.

I bosætter jer i landlige omgivelser, men stadig tæt på byen. Få minutters kørsel i bil fører jer nemlig til størstedelen af hverdagens fornødenheder i form af skole, daginstitution, idrætshal og indkøb, mens det hyggelige landsbymiljø, busstoppested og skov også hurtigt nås til fods eller på cykel.

På nuværende tidspunkt strækker boligen sig over 95 kvadratmeter. På ét plan fordeler sig tre værelser, et badeværelse med bruseniche, et praktisk bryggers, et køkken og en stue med brændeovn. Det er ingen hemmelighed, at det indre såvel som det ydre trænger til en kærlig opdatering, men det er heller ikke svært at forestille sig, hvor charmerende huset kan blive med tidssvarende materialevalg og moderne detaljer.

Udendørs får I fornøjelsen af en dejlig grund med en betragtelig størrelse på 1.280 kvadratmeter. For enden af indkørslen står en carport med et tilknyttet skur til opbevaring af alt fra havemøbler til græsslåmaskine og cykler. Baghaven råder over en græsplæne og enkel beplantning, og her kan de grønne fingre virkelig aktiveres, hvis I ønsker at anlægge køkkenhave eller etablere et drivhus. I kan også vælge at fokusere på ren afslapning og opføre et pragtfuldt terrassemiljø, hvor det skønne vue til marklandskabet kan beundres.

Har dette fanget jeres interesse? Så ring til os allerede i dag for at høre nærmere og bestille en fremvisning.