Gyldenrisvej 18, 5953 Tranekær

Godt sommerhus på Langeland (Stoense Udflytter)

Hyggeligt og funktionelt sommerhus beliggende i Stoense Udflytter på Langeland - tæt på skov og strand.

Sommerhuset er oprindeligt fra 1977 og er tilbygget i 1991 og har et boligareal på 70 m2.

Sommerhuset er beliggende på en solrig, stor grund (1399 m2), 300 m fra børnevenlig strand og 200 m fra dejlig skov. Indkøb klares i Lohals (2 km) hvor der findes Dagli' Brugs og god bager eller i Snøde (3,5 km) hvor der ligeledes findes Dagli' Brugs.

Her kan hele familien slappe af eller benytte sig af de mange aktivitetstilbud, der findes på Langeland. En rask cykel- eller vandretur i det skønne landskab, fiskeri og mange små kunst- og keramik udstillinger er blot nogle af mulighederne. På fællesarealet er der legeplads, petanque- og boldbane.

Sommerhuset er indrettet med en god stor stue med sovesofa og Morsø brændeovn, dejligt køkken/alrum med nyere køkken og god spiseplads, 2 værelser - et med 3 sovepladser (køjeseng og sovesofa) samt et med 2 sovepladser samt badeværelse med toilet og bruseniche.

Udendørs er der to terrasser, en nyere, sydvendt træterrasse samt et overdækket terrasse, der er rigtig god til de lange, lune sommeraftener. Carport med udhus.