Maglegårdsvej 15, 4700 Næstved

Kvalitetsvilla- velholdt og højt placeret med den flotteste udsigt

Vi er stolte over, nu at kunne vise jer denne flotte kvalitetsvilla beliggende på et af Næstveds højeste punkter. Ejendommen, der er opført i 1965 i gule sten, er beliggende i det eftertragtede Holsted Nord og rummer hele 223 kvm fordelt på to plan

Du bydes velkommen i den store entrè, hvorfra der er adgang til boligens stue og køkken. Køkkenet er et HTH køkken, der ligger i åben forbindelse til den store vinkelstue, Fra stuen er der udgang til en 19 kvm stor syd-vest vendt udestue fra 2012 af mærket Villa Garden. Udestuen er opført med termovinduer og med sin perfekte placering er det helt sikkert, at I kan nyde mange smukke solnedgange udover horisonten derfra. Der er, fra udestuen, direkte udgang til en ugenert terrasse og til den lukkede have, hvor I finder mange gode og solrige hyggekroge.
I den store indretningsvenlig stue er det helt naturligt at sofaarrangementet placeres foran de store vinduer, hvorfra I virkelig får en oplevelse af at bo på et af Næstveds højeste punkter. Overalt i stuen strømmer lyset ind fra de store vinduer og om vinteren er der god plads til hygge foran den smukke lukkede pejseindsats, mens I nyder udsigten over byens tage og skovens trækroner. I stueplanet finder I desuden 2 gode værelser, begge med indbyggede skabe og et stilrent badeværelse med Unoform elementer.

I entrèen finder I nedgangen til husets kælder, der, med sin høje lofthøjde, delvis er godkendt til beboelse. Kælderen er indrettet med et luksuriøst forældresoveværelse, der er elegant adskilt af en muret bueindgang til endnu et værelse. Værelset kan let anvendes både som børneværelse eller kontor. I soveværelset er et godt lysindfald fra et stort vinduesparti og via en dobbelt terrassedør er der direkte adgang til haven og til en hyggelig terrasse.
Kælderen indeholder desuden et godt badeværelse, et bryggers og et disponiblet rum, der idag er indrettet med walk-in closset. Der er direkte adgang til kælderen fra huset garage, så I kan gå tørskoet fra bilen og ind i huset. Garagen er naturligvis med automatisk port.

Ejendommen opvarmes med naturgasfyr fra 2019 og alle vinduer er udskiftet i perioden fra 2004-2018