Orionvej 137, 4700 Næstved

Dejlig stort rækkehus med 5 soveværelser

Vi glæder os til at byde jer velkommen i dette dejlige, lyse og velindrettede rækkehus på hele 148 m² i 1½ plan. Her finder I god plads til familien, som ønsker sig en flot bolig, der er nemt at holde, med en overskuelig have og med en minimal udvendig vedligeholdelse.

I nærområdet er der alt, hvad I har brug for i dagligdagen. I finder en af Næstveds bedste skoler, institutioner og masser af indkøbsmuligheder blandt andet i Næstved Storcenter. Dertil kommer kort afstand til Herlufsholmskoven, idrætsfaciliteter, Herlufsholm Kostskole og ZBC (Næstved Handelsskole). Skal I ud af byen, ligger omfartsvejen og motorvejen i kort afstand fra hjemmet.

Huset indeholder i stueplan: entre med klinkegulv, bryggers med egen indgang og indbyggede skabe, bl.a. til tekniske installationer, lyst badeværelse med bruseniche, og stor kombineret spise-/opholdsstue i åbent forbindelse til et flot hvidt HTH køkken. Derudover er der et godt forældresoveværelse med indbyggede skabe. Væggen til forældresoveværelset kan nemt demonteres, så stuen bliver større.
Fra stueetagen er der en flot trappe til 1. salen. under trappen er der mulighed for en hyggehule til børnene eller I kan vælge at bruge pladsen til opbevaring.
På 1. salen finder i en god repos, lyst badeværelse med bruseniche i samme stil som det i stueetagen samt 4 gode, regulære værelser, der alle er forsynet med kviste.

Fra stuen er der udgang til en stor vestvendt træterrasse.

Boligen opvarmes ved naturgas med gulvvarme i hele stueetagen. Der er parketgulve og plane, hvide lofter i stueetagen og listelofter på 1. sal.

Hele forhaven er flisebelagt med plads til en god morgenterrasse. I baghaven er der en stor træterrasse med pergola, som evt. kan kan anvendes til overdækning og der er et græsareal med en nedgravet trampolin, som fjernes af sælger, hvis det ønskes.

Der er endvidere en tilhørende carport på 14 m², 6 m² udhus og fælles gæsteparkering.