Askevænget 6, 4720 Præstø

Velholdt sommerhus kun 1 time fra Kbh

Dette velholdte fritidshus ligger i et skønt roligt område kun få hundrede meter ud til Faxe Bugt. Området er et skønt naturområde med masser af kyststrækning, skov og ikke mindst et pænt kuperet område. Det hele indbyder til cykling, løbe- og gåture med stor variation. Og kun 8 km derfra ligger Præstø, der med sine gamle købstadsbygninger og brostensbelagte hyggelige gader indbyder til at ose og hygge sig eller gå på havnecafeerne og kigge ud over Præstø Fjord til lidt nydelse.
Der bliver sat både-/badebroer op hvert forår i området, så man kan komme ud at bade uden at træde i de mindre sten, der altid findes på kyststrækningerne i fjorde. Der er skønt badevand og det er meget børnevenligt, da der kun langsomt bliver dybere. Mange sommerhusejere har både liggende og der kan altid laves aftale med de lokale grundejerforeninger om dette, eller det er muligt at skubbe en mindre båd i vandet, idet der flere steder er lagt lidt sten, så men kan skubbe en bådtrailer i vandet. Det er et godt fiskeområde med mange muligheder.

Huset er opført i 1979, men løbende vedligeholdt, så det fremstår i meget fin stand. Der er lagt nyere tag på og i den forbindelse blev det overdækkede terrasseområde udvidet, så der i dag er flere muligheder for at sidde på terrassen, selvom vejret skulle være lidt ustabilt.
Huset indeholder 2 værelser, fint badeværelse og en større stue i åben forbindelse med køkkenet. I stuen står en lille effektiv brændeovn, der kan klare hele huset, når man er der. Ellers er der en varmluftblæser, der kan holde huset rimeligt lunt, hvis man ikke er der. Se billederne og plantegningen for at få det rigtige indtryk.
Endvidere er der et par udhuse, hvoraf det ene er integreret med den overdækkede terrasse og så selvfølgelig lidt plads til opbevaring af brænde.